torsdag den 22. november 2007

Nyt og gammelt, hej igen( Det er Jesper der skriver)

Peniscola

Efter vores uheld i Valencia, skyndte vi os om natten videre til Peniscola 75 km. nord for Valencia. Vi havde fra Kent Bauer hørt om den lille badeby, med sin imponerende gamle bydel og borg som i sin tid er grundlagt af tempelridderne. Der var en meget speciel og venlig stemning i byen, og hele familien blev opslugt af byens spændende historie. Bl.a. har borgen i sin tid fungeret som exil for en af de tidligere paver.Vi brugte tiden til at komme os over Valencia, bade, se på flotte sandskulpture og i det hele taget bare hygge os. Det er, var en meget ubehagelig oplevelse at blive berøvet, så for at komme videre gav vi også Phoenix en ordentlig gang hovedrengøring.

Figueres

Efter dejlige dage i Peniscola besluttede vi os for at drage yderligere nordpå. Den lange køretur endte nord for Barcalona, i nærheden af Figuereshvor vi ville se det berømte Dali Museo de Teatro. Et gammelt teater lavet om til galleri og siden museum for velnok den mest psy-realistiske maler af dem alle Salvador Dali. Det var en kæmpe oplevelse, også for drengene...se billeder.

Efter Figueres var det blevet tid til at vende næsen imod Barcalona, hvor vores gode ven Jeppe ville komme forbi og rejse med i 2 uger.

"2 uger med Jeppe"

Vi hentede Jeppe i lufthavnen dag d. 16/10 kl. 19.00. Drengene var edderspændte, og hvor var det dejligt at se ham. De næste dage gik med byture til Barca hvor vi så masser af gadeteater og indsnusede den fantastiske stemming og liv som Barcalona byder på med det gotiske kvarter, Gaudibygningerne og den olympiske by. Bl.a. fik Jane lavet dreadlocks, dog uden at vide at hun ikke måtte gøre dem våde i 2 uger(mere om dem senere)Vi havde inden Jeppe ankom forsøgt at lave en plan for hvad der skulle ske imens han var her. Ret ambitiøst ville vi hive ham med rundt i det halve Spanien, så han udover at opleve Spanien også oplevede det at være på farten........
Efter et tre dage i Barcalona vendte vi næsen imod Cuenca, der med sin renhed, kilder og smukke natur skulle være et besøg værd.Og det var en utolig smuk by med en ret så unik natur. Cuenca er et klatreparadis og for lystfiskere finder man noget, af det bedste og reneste flodvand i Spanien. Desuden er den gamle by imponrende med alle sine antikke- og middelalderbygninger.
Sydpå skulle vi også, og målet var Alpujarradalen syd for Sierre Nevada. Vi havde fra tidligere bekendtskaber hørt at denne dal var spækket med kunstnere og "gode bjergfolk", samt at der over dalen hvilede særligt gode vibrationer. På vej sydpå så vi Danmark tabe i fodbold over Spanien i fjernsynet. Spanierne var ikke synderligt begejstret, men går vist generelt mere op i klubfodbold end landsholdet.
På vej til Alpujarradalen besøgte vi også et "mini-western hollywood". Det var en "forlystelsespark" lavet over gamle filmkulisser. Området er i mange år og især i 70'erne blevet brugt til filmkulisser over alskens spagettiwesterns. Fra "Once upon a time in the West" til "Indiana Jones 3". Spændende natur, og spændende hvis man er til spagettiwesterns, og så der vist ikke mere at berette om det sted.
På vej ind i Alpujarra kørte vi en hel dag igennem Sierra Nevada ad små snoede veje. Her oplevede vi at sidde fast i en byfest. Jeppe løb rundt uden for camperen for at få os dirigeret igennem. Til sidst sad vi fast og efter 8 mand forgæves havde forsøgt at løfte en BMW 20cm til siden så vi kunne komme forbi, dukkede "trafikchefen" op, en ældre herre med en fløjte,som mente vi sagtens kunne komme igennem, og med kyndig dirigeren, gjorde vi det umulige.Om det var Jeppe der med øjnene på hæftet på højdemåleren, eller Janes kyndige trafikteoretiske kunden: "opadkørende har forkørselsret", der gjorde udfaldet skal her være usagt. Ihvertfald endte vi hen på eftermiddagen I Trevelez, den højestbeliggende by på den Iberiske halvø. Byen ligger i en "dal" som fortsætter dybt ind i de højeste bjerge i Spanien. Fra Trevelez kan man på under en dag vandre til toppen af mere end 5 bjergtoppe over 3000 m. Desuden er det byen hvor de bedste skinker i Spanien bliver tørret da luftfugtigheden er næsten 0. Vi boede på en rigtigt smukt beliggende økologisk campingplads, drevet af en den dejligste søde familie. August og Sofus elskede de stejle bjergsider, og der blev klatret og skudt med slangbøsse til den store guldmedalje. Det blev også til en vandretur ind til "hjertet af Sierra Nevada"(det hed turen) for os alle fem. På tredie dagen planlagde Jeppe og jeg at vi skulle prøve at vandre op til "de syv laguner" i 3000 m. højde og hvis vi havde kræfterne derfra prøve at bestige det højste bjerg i Spanien"Mulhacen" i 3486 m. højde. Vi stod op kl. 6.30 smurte madpakker og pakkede hver en rygsæk, og så afgang. Vi nåede de 7 laguner omkring kl. 13.00 og kunne så indskrive os i de alpines klub. Herefter besluttede vi os for at fortsætte til "Mulhacen", selvom kræfterne var små og vi efterhåndenkunne maerke den tynde luft. Det havde de sidste par hundrede meter været utroligt hårdt, men også fuld af oplevelser.......bjerggeder, udsigter m.m.Da vi nåede 3200 meter måtte Jeppe give op, Han havde den sidste km. været tæt på a besvime et par gange. Han lagde sig ned på et underlag iført alt overskydende tøj, og jeg halvløb resten af vejen til toppen. Det var en utrolig oplevelse at stå på toppen af den iberiske halvø, med en udsigt........kan ikke beskrives.Vi var tilbage igen kl. 20.00 efter en lidt vild nedstigning, med tåge og tordenvejr. Trætte og tilfredse gik Jeppe og Jesper(på bjerget) tidligt i seng den aften.
Efter Sierra Nevada var det blevet tid til et besøg i Spaniens religiøse hovedstad Toledo. Vi var der tre dage, og de gik med byture og beundring af Toledos mange gader og forskellige kulturhistoriske og religiøse bygninger. Det var ogsaa her at Jane fik nok af fedtede dreads og fik dem klippet af.
De 2 uger med Jeppe sluttede i Madrid, hvor vi skulle mødes med Javier og Maria, som leder en teaterskole for børn og unge. Vi havde mødt dem i San Jose tidligere, og var blevet interesserede i et form for samarbejde. Nu skulle vi se deres teaterskole og et stykke de havde lavet, og holde et par møder. Vi blev godt taget imod og vi var hele flokken med ude at se børneteater, og efterfølgende frokost. Det var meget hyggeligt, og vi holdt flere møder om fremtidigt samarbejde. Vi brugte også tiden i Madrid til lave hovedrengøring i Phoenix.Madrid er en rigtig metropol og går man søndag en tur i centralparken, hvor bl.a den eneste statue i Europa af "The falling angel"(djævelen) er placeret, oplever man gøgl, gadeteater og trommespil som de fleste byer må se langt efter......

Det var jo i Madrid vi sagde farvel til Jeppe, efter 2 ugers gode oplevelser. Det var med vemod vi satte ham på toget imod Barcalona. De sidste 2 uger havde været fyldt med sjov og ballade og dejlige stunder og gode snakke. Tak for besøget Jeppe, du er den fødte rejsende og "part of the family".

Sydpå igen, Andalusien

Efter Madrid satte vi kursen sydpå imod Malaga/Marbella hvor vi skulle møde faster Lise og onkel Klaus. Det blev til et kort stop i Granada hvor vi så AlHambra, et kæmpe maurisk fæstingsværk, imponerende flot. Vi bosatte os på en campingplads i nærheden af Fuengiola. Vi havde nogle dejlige dage med Lise og Klaus, og vi nød virkelig luksusen. Jeg tror man værdsætter rent sengetøj og opvaskemaskine for ikke at sige spabad med udsigt over middelhavet mere når man har været på vejen i godt og vel 2½ mdr.Vi var også i La Selwa, en kæmpe dyrepark hvor man ret så hasarderet bliver kørt rundt i nogle gamle lastbiler....livsfarligt, men en stor oplevelse for drengene. Desværre mistede vi vores kamera under en af de hasarderede kørsler, så vi har ingen billeder fra disse dage. Vi mødte også nogle af Lises spirituelt interreserede venner, hvilket var en rigtig god oplevelse.

Efter Marbella, var det planen at vi skulle køre sydpå til området imellem Tarifa og Cadiz, for her måske at finde et hus/lejlighed og slå os ned i et par mdr. Det blev til 10 dage i El Puerto de Santa Maria i nærheden af Cadiz, hvor vi fik Phoenix til mekaniker med olieskift og check af bremser.Desuden blev det til et tandlægebesøg da Jesper havde brok med en tand. I Cadiz var vi på byvandring og flamenco i en hule. Fantastisk energi der er i denne dramatiske dans. Cadiz er en utrolig spaendende by grundlagt af fønikerne for mere end 3000 år siden. Vejret er mildt hele året rundt og menneskene søde. "Cadiz, Byen, hvor folk ler"
Det var forøvrigt i El Puerto de Santa Maria at Columbus(Christoffer Colon) fandt sit skib El Nina og førstestyrmand.

Nu og hvad så.............!Ja lige nu er vi i Tarifa, den sydligste by i Europa, hvor den står på afslapning og klargøring til et nyt skridt i denne rejses historie. Vi har besluttet os for at parkere camperen i Tarifa og rejse til Marokko og med rygsæk og bo på hostals og hoteller. I første omgang regner vi med at være i Marokko i 2 uger, men derefter må tiden vise hvorlænge vi bliver der. Vi har ihvertfald fået en god aftale i stand, så vi har Phoenix sikkert parkeret for 2 euro om dagen. Vi har brugt de sidste 2 uger på at finde noget pasende at leje her i området. Noget har været interresant, men vi har ikke kunnet beslutte os, og tager derfor endnu en kovending og smider rygsækken på skulderen. Vi er meget spændt på vores nye rejsetilværelse.
Ellers nyder vi stadigt livet på landevejen, børnene trives og er blevet nogle rigtigt seje rejsende......August knokler i skolen...mest med dansk. Han er også blevet meget interreseret i engelsk. Sofus har cykling, snørebåndssnøring og opvask i brumbasseskolen.Vi har jo efterhånden været afsted i gode 3 mdr. Det sker indimellem at vi længes hjem efter kammerater, venner og familie, men samlet set nyder vi tilværelsen og mest det med bare at have tid til hinanden. Phoenix har kørt upåklageligt, og det er da lidt med vemod vi efterlader hende i Spanien.
Vi hilser alle, og beklager at vi ikke har skrevet noget før men det har knebet med netforbindelserne og lysten til at skrive har ikke været så stor.

Kaerlig hilsen Los Kringos

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Hej hej. Dejlige billeder. Det er fedt at følge med. Savner jer meget og glæder mig til at i kommer hjem... Fortsat rigtig dejlig tur. Pas på jer...